Jeg skal fortælle om en temmelig grim oplevelse, jeg netop været igennem...
For nogen ville det sikkert være ganske fornøjeligt, mens det for andre ville være et rent helvede. Jeg læner mig hen mod sidstnævnte, vil jeg godt afsløre.
Lad mig starte med at fortælle, at jeg lider en smule af højdeskræk.
Jeg kan sagtens gå på stiger, tage op i høje bygninger og jeg kan også flyve, uden at jeg bryder grædende sammen.
Jeg kan såmænd også tage i diverse forlystelser, som indebærer at man skal i højderne. Jeg er ikke god til det, og jeg nyder det ikke vildt meget, men jeg kan godt.
Iaften blev det dog et nummer for meget.
Jeg var taget med Signe i Tivoli.
Spisestedet Wagamama havde et tilbud, hvor man fik en gratis tur i Tivoli iaften, hvor alle forlystelser ville være åbne... og gratis.
Efter et fantastisk måltid, vandrede vi lidt rundt i parken. Kiggede på udsmykningen op til Halloween, og slog lidt mave. Rigtig hyggeligt var det.
Vi kommer forbi Himmelskibet, som Signe længe gerne har villet prøve.
For at alle er med, så er Himmelskibet en af Tivolis nyere forlystelser. En karussel, hvor man sidder i frithængende sæder, som hænger i 4 forholdsvist tynde kæder. (Se billede her) Karusselen kører så 70-80 meter op, så man kører rundt højt over Københavns hustage.
Jeg var lidt tvivlende med at tage med op i denne forlystelse, netop fordi jeg ved, at jeg ikke er god til disse højtflyvende forlystelser.
Jeg beslutter mig dog for, at tage med op, især fordi jeg når at se en tur inden, og den tager et lille minuts tid. Det kan jeg sagtens overleve, og også nyde nogenlunde.
Vi sætter os i sædet, bliver spændt fast og er klar.
Først kører vi omkring 10 meter op. Så begynder det at snurre rundt, og vi kører næsten helt op. 60-65 meter vil jeg tro... og så går det i stå. Helt i stå.
Vi hænger nu, helt stille og dingler i den bidende blæst, højt over Tivoli.
De første par minutter er jeg nogenlunde rolig, men så tager frygten altså over.
Jeg aner intet om maskineriet, og jeg er helt sikker på, at alt sikkerhedsmæssigt er på plads. Så min frygt er garanteret og forhåbentligt helt irrationel.
Men jeg kan ikke lade være at tænke grimme tanker. Avisoverskrifter. Kæder der knækker. Redningsplaner.
Det kammer helt over.
Jeg kommer ikke tættere på at tude... for lige der kunne jeg sgu ikke lige mere. Sad but true.
I 20 minutter hænger vi deroppe, med fødderne frit dinglende i stiv kuling, før vi langsomt sænkes ned.
Aldrig har jeg været så glad for at røre jorden med mine fødder.
Vi bliver gennet ind i et telt, får tæpper og varm kakao...
En vagt fra Tivoli forklarer, at han ikke ved præcis hvad der skete men, og jeg citerer: "Alle de andre gange" har det været et overfølsomt sikkerhedssystem, som har slået bremserne i, og så går der noget tid, før de manuelt kan gøre noget.
20 minutter er fanme lang tid, når man sidder med den vildeste angst og tænker rigtig grimme tanker... så nu er jeg bare mega glad for, at vi kom sikkert ned og nu er hjemme igen.
Jeg skal ikke i Himmelskibet igen... ikke imorgen... ikke næste år... aldrig!
Tak for turen, Tivoli!
